Typiske skader / Skimmelvækst
Skimmelvækst
Skimmel er mikrobiologiske svampe som kan tilhøre forskellige biologiske grupper, der består af forskellige slægter. Skimmel lever på overflader af materialer, lever af lettilgængelige næringsstoffer og producerer luftbårne sporer. Skimmelsvampe findes i forskellige klimaer over alt på jorden og intet naturligt sted er fri for skimmelsporer i luften.
Det skal man se efter
Kraftig skimmelvækst på byggematerialer kan nogle gange ses med det blotte øje. Det fremstår som sort, grøn eller hvid misfarvning af overflader. Nogle skimmelsvampe har hyfer der indeholder pigmenter, hvilket giver misfarvningerne, mens andre skimmelsvampes hyfer ikke har pigmenteringer. Det betyder, at skimmelsvampevækst ikke altid kan ses med det blotte øje. Så nogle gange kan der være kraftig skimmelsvampevækst i en bygning uden, at der er tydelige tegn. Typiske advarselssignaler kan være fugtige overflader, pletter efter udtørret vandplamager eller rustne søm i konstruktionen.
Risici
Skimmel i bygninger kan have negativ effekt på indeklimaet. Den menneskelige sundhed kan blive negativt påvirket som følge af, at skimmelsvampe kan sprede, partikler, giftstoffer og flygtige organiske stoffer til indeluften. Indånding af luftbårne mikroorganismer og metabolitter kan give immunologiske reaktioner og dermed skade sundheden på flere måder. Desuden kan skimmelvækst i nogle tilfælde producere lugtstoffer, der påvirker indeklimaet. Renovering for skimmelsvamp kan være meget bekostelig.
Hvorfor det opstår
De væsentligste faktorer for om der opstår skimmelvækst er den relative luftfugtighed og temperatur, hvor fugten er den vigtigste parameter. Optimale forhold for vækst af skimmelsvamp varierer. Nogle slægter trives ved lave luftfugtigheder (RF >75 %), mens de fleste kræver et højere niveau for relativ luftfugtighed (RF: 90-95 %) for at trives ved stuetemperatur. Byggematerialers modtagelighed over for skimmelvækst varierer; nogle kan bedre modstå skimmelvækst ved høje relative luftfugtigheder end andre. Skimmelvækst er resultatet af en kompleks kombination af klima (temperatur og relativ luftfugtighed), varighed, materiale egenskaber og skimmelslægt.
Typiske risikoområder
For at der kan opstå skimmelvækst skal der på materialet være næring tilstede i form af simple kulhydrater. Derfor er der risiko for skimmelvækst på alle organiske materialer eller overflader med støv, hvis fugtniveauet er tilstrækkeligt højt. Dette er typisk tilfældet ved kolde overflader, især i hjørner og bag møbler, hvor der kun er lidt ventilation.
I historiske bygninger er den originale ydervæg oftest opbygget af uorganiske materialer og burde derfor ud fra et skimmelsynspunkt være relativ robust. Imidlertid er der også tilstødende elementer som rammer, bjælker, vinduer, døre, eftermonteret isolering og overflader, der kan indeholde organiske materialer og som derfor bør undersøges. Desuden indeholder almindeligt støv organisk materiale; derfor kan der forekomme skimmelvækst på kolde overflader, da den relative luftfugtighed vil være forhøjet sådanne steder.
Mulige løsninger
Årsagen til, at der er forhøjet fugt skal findes og elimineres. Skadet materiale skal udskiftes eller behandles mekanisk fx ved slibning, afhøvling eller sandblæsning. Bemærk at affaldet fra disse processer skal opsamles og fjernes for at sikre, at skimmelrester bortskaffes og ikke spredes til ikke-kontaminerede områder.
Blot at tørre materialet uden mekanisk at fjerne skimmelsvampen er ikke tilstrækkeligt. Behandling af overflader med skimmelhæmmende produkter, så som asfalt eller fungicider, kan ikke anbefales, da disse produkter kan øge dannelsen af lugte og/eller være sundhedsskadelige og dermed skade indeklimaet. Anvendelse af kemiske stoffer fjerner ikke skimmelvæksten og udtørring kan endda frigive partikler og giftstoffer fra skimmelbefængte materialer.
